3. august eftermiddag

29-03-2022
Skrevet af Karen H. C. Glerup-Nielsen, pårørende til en hjernetumorpatient.

Kasper overlever. Jeg er lige kommet retur til sygehuset, efter at jeg har været hjemme for at lufte hunden. Han er klar i hovedet og har været i en CT-scanner. Da jeg kommer ind på stuen, sidder der en læge ved siden af hans seng. Jeg sætter mig i fodenden og kravler ind under dynen. Det er rart at mærke Kasper.

 Lægen fortæller, at de har fundet en tumor på Kasper hjerne. Hun har fortalt det til Kasper, så han er ikke så overrasket, som jeg er. Hun fortsætter: ”Du skal have en MR-scanning i morgen, som neurokirurgerne i Aarhus skal se på, og så skal I snakke med dem på fredag.” 

Den aften går vi lidt rundt på gangen og sætter os i en sofa, som står for enden af gangen. Kasper lægger sig ned med sit hoved på mine ben. Vi snakker om alt muligt og ingenting. ”Når alt det her er overstået, så skal vi giftes,” siger Kasper. Jeg svarer: ”Ja, det skal vi.”  Pludselig er det kun os, der er vigtige for hinanden. 

Jeg går hjem fra sygehuset i sommernatten med sommerfugle i maven og en skræk i livet. 
 
Læs hele Karens fortælling i bogen ”Hjernetumorfortællinger”. 

Vil du gerne købe bogen?
Forside Hjernetumorfortællinger

Bogen "Hjernetumorfortællinger - Når livet slår knuder" kan bestilles hos din lokale boghandler eller hos online boghandlere.

Vejledende udsalgspris er 249 kr.

Find bogen online