At fylde op på plus-siden

Hvad er et år? 365 dage, 8760 minutter, 525.600 sekunder. Det var juli 2019. Du fik et år fra diagnosen. Sådan var statistikken – og ja, vi ville gerne vide det. Hvert sekund tæller, når der er en udløbsdato.

Jeg forudså, at jeg ikke ville kunne finde overskud til at samle mig selv og børnene op fra under nul. Derfor afholdt vi et familiemøde efter diagnosen. Vi sad om spisebordet: Maria, Martin og jeg selv. Vi skulle vænne os til, at vi på et tidspunkt kun ville være os tre, og at vi skulle nok klare den.

”Tænk på livet opdelt i to kolonner, med en stor fed streg ned mellem kolonnerne,” begyndte jeg. ”Den ene side repræsenterer alt det gode, der sker i vores liv, det kalder vi plus. Den anden side er alt det negative, som også rammer i livet. Den kalder vi for minus-siden. Der skal som minimum være balance – men allerhelst skal der være overvægt på plus-siden.”  

Børnene var helt stille og lyttede intenst.

”Den sygdom, far har, kommer til at vægte tungt på minus-siden. Man kan ikke købe sig lykkelig, men det kan hjælpe lidt i mangel af bedre, og vi mangler noget, der kan lægges ind på plus-siden.” 

Jeg kiggede på min søn: “Martin, du skal starte på gymnasiet i august. Du skal finde dig en ny computer, og din cykel er for lille. Vi skal have fundet en ny cykel. Hvis det er en racer, du drømmer om, så er det dét, du skal kigge efter.” 

Martin lyste op – noget, han kunne glæde sig til.

”Maria – du har sabbatår og har fået et fast job i en børnehave. Den ligger ni kilometer herfra, og der er temmelig bakket. Du skal have en el-cykel, så du kan få stampet nogle af dine aggressioner ud i pedalerne.” 

Maria smilede: ”Men mor, hvad skal du have?” 

”Mig? Jeg skal have en ny sofa – og den er også lidt til far. Du skal med ud at vælge den, for det vil du være god til.” 

Når livet bliver svært, har vi selv ansvaret for at fylde plus-siden op eller bede om hjælp til det. Det sidste er lige så vigtigt som det første. Derudover skal vi sørge for at lave noget, vi synes er sjovt. 

”Altså, der er et par stykker fra efterskolen, der gerne vil til Fårup Sommerland næste weekend,” sagde Martin.

”Hvis du har lyst til det, så skal du gøre det. Vi ved selv bedst, hvad der vil gøre os glade, og det er dét, vi skal gå efter, så vi får noget ind på vores plus-side hver især.” 

”Jeg vil rigtig gerne holde min 20-års fødselsdag med telt i haven,” sagde Maria. 

”Ok,” sagde jeg, allerede lettere presset.'

”Det får vi fikset.” 

”Og det skal være en kræftfri aften, og det skriver jeg i begivenheden.” 

”Jeg er faktisk også klar til at holde min fødselsdag,” sagde Martin.

”Det blev ikke rigtig til noget i maj, da far fik det dårligt, men det skal være uden telt – samme opskrift, bare nogle få venner om aftenen i stuen.” 

”Det får vi også til at ske.”

Lars blev glad, da han hørte, at børnene var klar til at fejre. Han blev dog ikke så glad, da vi flyttede ham hjem til sine forældre om aftenen, da vennerne kom. Jeg vurderede, at det ville blive for meget for ham og eventuelt ende skidt for både ham og festen. Det var den helt rigtige beslutning.

Der skulle komme mange andre beslutninger det år. 
 
Læs hele Kirstens fortælling i bogen ”Hjernetumorfortællinger”.