Operationen

Operationen kunne jeg sammenligne lidt med en triatlon. I min optik havde vi tre faser, tre discipliner. Klargøring, operation og opvågning. Det er måske lidt nørdet eller farvet, men ikke desto mindre var det på denne måde, jeg bedst kunne overskue det.

Jeg hopper i bad og soignerer mig. Af en eller anden årsag gør jeg det grundigere, end jeg plejer. Jeg barberer mig, fjerner hår i næse og ører, samt trimmer og plukker mine bryn. Jeg fjerner hår på brystet, spørg mig ikke hvorfor, men jeg gør det, og det virker rigtigt. Man skulle nærmest tro, jeg var på vej til et race og ikke på operationsbordet. 
 
Klokken 5.00  
Tidligt oppe, som jeg egentlig har været, siden jeg fik konstateret min hjernetumor og påbegyndte min medicin. I dag er dagen, hvor jeg ”endelig” skal opereres. Er jeg nervøs? Nej, egentlig ikke! Jeg har gennemgået dagen i mit hoved igen og igen og igen, og jeg føler mig klar og afklaret. 
 
Klokken 7.15  
Tjekker ind på Aalborg Sygehus. Min kone må ikke komme med ind på stuen på grund af covid-19-restriktionerne, så vi siger nervøst ”på gensyn” i lobbyen. ”På gensyn!” Netop de ord er nøje udvalgt og enormt vigtige for os. ”På gensyn” og IKKE ”Farvel”! 

Vi ved, at tiden, vi går i møde, er enorm uvis. ”Hvad vil der ske med mig?” ”Vil jeg være den samme Peter på den anden side af operationen, vil jeg kunne gøre de samme ting?” Intet er givet! Der florerer mange historier om hjernetumorpatienter, nogle positive og andre negative. Jeg gør alt for at fokusere på de positive. Jeg kan, jeg vil, jeg skal igennem dette på en god måde! 

Jeg får udleveret sygehustøj til operationen og klæder mig om. Nu er jeg ”klar”, eller så klar, som man nu kan blive. Jeg får besked på, at man forventer, at jeg skal ”på” cirka klokken 10.00.

Jeg sætter mindfulness  på min iPhone og lægger mig ned. Der tikker en sms ind om en fyringsrunde på arbejdet. Lige nu kan jeg ikke være mere ligeglad. Jeg elsker mit arbejde, men det er jo bare arbejde! Dette er livet, mit liv, min fremtid, og det eneste, der betyder noget lige nu. Jeg begynder at blive lidt nervøs, men er alligevel afslappet nok til, at jeg blunder hen. 
 
Klokken 10.15 
Jeg bliver vækket og når lige at skrive en sms til min kone: ”Så er det nu, vi ses