Hvad sker der med min livsforsikring, hvis jeg får udbetalt min pension som 60-årig?

10-06-2020

Spørgsmål:

Om 3 år bliver jeg 60 år, hvis jeg lever så længe! Jeg har en højgrads glioblastom i højre side frontal, er opereret og min sygdom er pt. stabil. 

På min pensionsinfo kan jeg få udbetalt godt 500.000 kr., når jeg bliver 60 år, minus 40% afgift. Mit spørgsmål er: Hvis jeg får min pension udbetalt som 60-årig. Hvad sker der med min livsforsikring i samme pensionsfirma. Er den stadig intakt, eller bliver beløbet reduceret forholdsmæssig.

Håber du forstår spørgsmålet, tak.

Svar: 

Kære spørger 

Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at der er tale om to forskellige ting, nemlig din pensionsopsparing med afgift ved engangsudbetaling og din livsforsikring med skattefri udbetaling. De to har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, hvilket vil sige, at din livsforsikring vil være intakt, selv om du hæver din pensionsopsparing.

Da jeg ikke kender din situation i forhold til arbejde/sygemelding vil jeg anbefale dig at kontakte dit pensionsselskab og undersøge, om du eventuelt er berettiget til præmiefritagelse og udbetaling af forsikring for tab af erhvervsevne. I den forbindelse skal du dog være opmærksom på, at nogle livsforsikringer nedsættes, hvis der er udbetalt en skattefri engangssum i forbindelse med udbetaling af forsikring for tab af erhvervsevne. Dit pensionsselskab er uvildigt og kan rådgive dig bedst muligt.

Slutteligt synes jeg, du skal søge rådgivning hos din A-kasse, hvis du er medlem af sådan en og indbetaler bidrag til efterløn. Dette skyldes, at man skal være rask og stå til rådighed for et fuldtidsjob, den dag man ønsker at gå på efterløn. Ved man, at det pga. sygdom ikke er tilfældet, kan man få sit opsparede bidrag udbetalt mod en afgift på 30%.  

Hvis du har behov for det, er du naturligvis velkommen til at vende tilbage med yderligere spørgsmål.

Bedste hilsner
Bente Toth Mouritzen, socialrådgiver

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Bente Toth Mouritzen er tilknyttet HjernetumorForeningen og svarer på spørgsmål om dine rettigheder som patient eller pårørende. 

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål til vores eksperter