Har jeg mulighed for fravær på mit arbejde for at følge min mands behandling for glioblastom?

10-05-2022

Spørgsmål:

Hej Bente

Hvilke muligheder har jeg for fravær i mit fuldtidsarbejde for at følge min mand, som blev opereret for hjernetumor i sidste uge? 

Pt. har jeg brug en uges ferie på hans operationsforløb, men det er ikke holdbart i længden. Jeg skal finde en løsning, så jeg kan have fravær fra mit arbejde for at følge min mand. Det er nødvendigt, at jeg følger ham. 

Svar: 

Kære spørger 

Der kan svares kort på dit spørgsmål, for du har desværre ikke ret til fri for at følge din mand til behandling eller passe ham efter hans operation. Hvis du ikke kan tage ferie eller f.eks. afspadsering, kan du måske lave en aftale med din arbejdsgiver om, at du arbejder hjemmefra, hvis det er muligt.  

Hvis din mand ikke kan være alene, kan du undersøge, om du har mulighed for at få pasningsorlov efter servicelovens § 118. I så fald får du orlov fra dit arbejde og bliver i en periode på max. 6 måneder ansat af kommunen til at passe din mand. Det er kommunen, der afgør, om du har ret til pasningsorlov, og der er naturligvis en vis sagsbehandlingstid i forbindelse med ansøgningen. 

Bedste hilsner
Bente Toth Mouritzen, socialrådgiver

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Bente Toth Mouritzen er tilknyttet HjernetumorForeningen og svarer på spørgsmål om dine rettigheder som patient eller pårørende. 

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål til vores eksperter