Fra Frid: Bøger og musik kan hjælpe i sygesengen

09-11-2015
Den populære svenske forfatter Henning Mankell døde i efteråret 2015 af kræft. Det skete samtidig med at hans bog ‘En alvorlig historie om glæden ved livet’ udkom i dansk oversættelse.

I bogen fortæller manden der gav os krimi-serien om Wallander om kampen mod kræft. På en nøgtern, varm og ærlig facon fortæller Mankell om, hvordan livslysten trænger sig mere og mere på efterhånden som kræften tager til. Det er en smuk historie, fordi netop dødens nærhed gør glæden ved livet så stor. Mankell har skrevet sig selv et værdigt testamente - med en fin pointe til os andre. Nemlig at litteratur kan minde os om glæden ved at leve.

Jungersens hjernetumor:
Selv læste jeg Christian Jungersens roman ‘Du forsvinder’ første gang, da jeg i 2012 lå på hospitalet efter at have fået fjernet en tumor i hjernen på Rigshospitalet. Jungersens roman handler om en skoleleder, mand og far, der forandrer personlighed som følge af netop en hjernetumor. Romanen er baseret på grundig research; så grundig at jeg genkendte flere scener om diagnosticering og operation. Jeg græd over den bog, men følte også en dyb mening i, at et menneske med dyb empati sætter ord på, hvad det betyder for patient og pårørende, når en hjernesvulst dukker op. 

I dag trøster jeg mig ved, at Jungersens hovedperson blev hårdere ramt end jeg. Men jeg tøver ikke med at anbefale romanen til enhver, der kommer i nærheden af en hjernetumor.

I en seng på Riget:
I efteråret 2014 døde sangeren og sangskriveren Jacob Eriksen af en blodprop i hjernen. Inden hans død udgav han sammen med bandet Koldstart albummet Antarctica. Her synger han om at halte, som et minde om dengang før han faldt. Han synger også om at ligge i en seng på Rigshospitalet og kunne høre helikopteren på Rigets tag. Han ved, der går en elevator til himlens kant, men han vil ikke derop. Igen handler det om livsmod. Om at komme videre med skrammer.

Nu er han Jacob Eriksen deroppe, hvor han ikke ville op. Men han har efterladt os et fantastisk album, der kan hjælpe enhver, der er alvorligt syg. Det er nemlig hemmeligheden ved bøger og sange: Hvis de er gode nok, kan de også hjælpe og trøste den syge.

Ps: har du fået lyst til at lytte til Jacob Eriksen & Koldstart, så er sangen '1000 Violiner' her

Vores ambassadør fortæller om livet med en hjernetumor

Niels Frid-Nielsen er ambassadør for HjernetumorForeningen. Niels skriver indlæg om livet med en hjernetumor, som du kan finde her i nyhedsoversigten.

Se alle Niels' indlæg

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig