Fra Frid: Det behøver ikke være nogens skyld

Da jeg fik konstateret en tumor i hjernen lå det mig næsten automatisk på sinde, at finde ud af, hvorfor netop jeg havde fået sådan en svulst. Men lægen forklarede mig, at han ikke lå inde med nogen forklaring. At der næppe fandtes nogen forklaring. Han kunne heller ikke sige, hvor længe jeg havde gået rundt med den. Vi kunne stedfæste symptomer et par år tilbage, men den kunne have udviklet sig i måske 20 år, sagde lægen.

Da vi havde sundet os lidt, kom lægens forklaring faktisk som en lettelse for min familie og jeg. For så var det jo ikke min skyld, at jeg havde været trættere og mere utålmodig i en periode; men svulstens.

For nylig spurgte en fyr på nettet, om hans svulst stammede fra en angst, han havde døjet med? Teorien blev øjeblikkeligt skudt ned af en psykolog med forstand på de dele. Hun medgav, at det kan være svært at fastslå, om ægget eller hønen kommer først. Men når det drejer sig om hjernesvulster er det ofte sådan, at de kommer af uforklarlige årsager og forårsager en række symptomer og tilstande, f.eks. angst.

Den svenske forfatter Henning Mankell skriver i bogen “En alvorlig historie om glæden ved livet”, at “man har fundet tumorer i knogler fra dinosaurer. Tidlige mennesker har også været ramt”. Mankell fortsætter: “Det er der ikke noget særlig mærkeligt ved. Livets fundament er celledelingen, som foregår uafbrudt fra fosterstadiet til den dag, vi dør. Vores celler bliver fornyet millioner af gange. At denne deling en gang imellem mislykkes og starter den proces, der fører til dannelsen af godartede eller farlige svulster, er ikke mærkeligt. Det modsatte ville sådan set være mere underligt”.

Jeg finder stor trøst i Mankells ord. Det er svært nok, at få at vide, at man har en svulst i hjernen. Men det behøver ikke være nogens skyld.