Fra Frid: Du er ikke alene - slet ikke når du er syg

11-09-2015
Når man bliver kørt ind til en operation, kan man godt føle sig meget alene i sengen. På vej ind i en proces, man ikke selv er herre over.

Omkring én står kirurg, narkoselæge, sygeplejerske og assistenter. Udenfor sidder måske en pårørende mand eller kone. Hjemme sidder resten af familien og venter. Venner og kolleger venter på nyt om operationen.

I det sidste års tid har der været en øget opmærksomhed på de pårørende i det danske sundhedsvæsen. Det forstår jeg godt. Den pårørende gennemlever en følelsesmæssig rutsjetur. Fra chokket, da det bliver klart, at en operation er nødvendig til nervøsiteten, angsten og uroen under operationen. For slet ikke at nævne det lange, seje slid når patienten skal tilbage til hverdagen igen.

Den pårørende er den syges ofte glemte makker, hende eller ham der står i skyggen af den syge og bare yder, hjælper og støtter, mens omverdenen er optaget af, hvordan det går den syge. Den syge og den nærmeste udgør et uadskilleligt par - og at der ofte lægges et næsten ubærligt pres på den pårørende.

For familie, venner og arbejdsplads er det vigtigt at huske også at støtte den pårørende, der ofte overanstrenger sig for at være der for den syge - og som derfor følelsesmæssigt går ned, når den syge kommer op til overfladen og i gang igen. I familie- og vennekredsen og på arbejdet er det vanskeligt, men vigtigt, at opfatte sygdom og operation som en proces, der fortsat er en del af de involveredes liv, når operationen er overstået og hverdagen genetableret.

Åbenhed på den syges præmisser er en god hjælp på arbejdspladsen. Da jeg kom tilbage efter otte måneders sygdom havde mit arbejde udarbejdet et hel plan, så tilbagekomsten efter sygdom oplevedes som en succes af mig selv, men også af kolleger og de, der måtte lytte eller se mig på radio og tv. Det var meget betænksomt, for sygdommen rammer også kolleger og de, der ser på. Man spejler sig i den syge og tænker: Hvad nu hvis det var mig?

Selv var jeg fuld af taknemmelighed, da jeg vågnede op. Taknemmelighed overfor mine nærmeste, der stod ved min side. Men også taknemmelig overfor de navngivne, men også unavngivne helte i sundhedsvæsenet, der fik mig helskindet igennem. Ingen skal fremover kritisere det danske sundhedsvæsen uimodsagt, når jeg er i nærheden. Taknemmeligheden gik såmænd også til venner og kolleger, der havde vist mig opmærksomhed undervejs og til arbejdspladsen, der havde givet min familie og mig ro til at komme igennem forløbet.

Det var og er en svær tid, når man får opereret en tumor i hjernen. Men støtte og dialog med ens nærmeste, familien, vennerne og ikke mindst arbejdet, kan hjælpe det hele lidt på vej. For er der én ting jeg har lært af min operation for nu tre år siden, så er det, at man ikke er alene, når man bliver opereret.

Vores ambassadør fortæller om livet med en hjernetumor

Niels Frid-Nielsen er ambassadør for HjernetumorForeningen. Niels skriver indlæg om livet med en hjernetumor, som du kan finde her i nyhedsoversigten.

Se alle Niels' indlæg

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig