Kan velkendt medicin blive ny behandling af kræft?

28-08-2019
Hver gang man støder på videnskabelige artikler om glioblastom, fremhæves kræftformens aggressivitet og høje dødelighed, og det på trods af teknologiske fremskridt inden for kirurgi, stråling og kemoterapi...

Glioblastom synes stort set resistent over for behandling. Trods flere langtidsoverlevere er den mediane overlevelsestid stadig 15 måneder, hvilket den stort set har været i årtier.

Som pårørende til en hjernekræft patient bliver man naturligvis desperat for at finde kuren, miraklet eller den gode historie, der kan sikre et langt liv med hjernekræft. En sådan historie er leveret af Ben Williams, der tilbage i 1996 fik diagnosen glioblastom multiform. Ben var på det tidspunkt professor i psykologi, og hans intense research førte ham til ”repurposed drugs”, på dansk ”genanvendt medicin”. Her 23 år efter er Ben Williams stadig i live, og han tilskriver sit lange liv, at han trodsede det etablerede system og supplerede den konventionelle behandling med anden velkendt medicin.

Genbrug af velkendt medicin er også et forskningsområde i Kræftens Bekæmpelse, hvor der forskes i Antabus, antihistaminer, aspirin og kolesterolsænkende medicin som mulig kræftbehandling. ”Det er lægemidler, som allerede findes, og som vi kender godt, fordi de er blevet brugt af patienter i mange år. De er billige, og de har typisk kun få og milde bivirkninger for patienterne”, siger Mef Nilbert, der er forskningschef hos Kræftens Bekæmpelse.

Der findes en lang række videnskabelige artikler og forsøg, der kan påvise genanvendt medicins anti-cancer effekter. Imidlertid gør det hverken fra eller til, når vi taler om udbredelsen af disse lægemidler i det etablerede kræftbehandlingssystem.

Men hvad gør vi så?

Det spørgsmål stiller vi til en gruppe kompetente personer, der arbejder med emnet, når Hjernetumorforeningen mandag d. 30. september kl. 19 – 22 inviterer interesserede til en temaaften om emnet ”Repurposed drugs mod kræft” på Center for Kræft og Sundhed, Nørre Allé 45, København N.

Til at hjælpe med at besvare spørgsmålet, har vi inviteret Foreningen for Oplysning Om komplementær Kræftbehandling i Danmark. Derudover kommer Charlotte Skriver, der er ph.d.-studerende og har været involveret i flere undersøgelser med repurposed drugs, særligt i forhold til prostatakræft. Charlotte er også godt informeret om, hvilke repurposed drugs der aktuelt forskes i.

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig, da der er begrænset antal pladser.

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig