SOSU-studerende sætter fokus på hjernekræft

07-06-2023
Til temadag på Social- og Sundhedsskolen i Randers satte fem engagerede og kreative studerende fokus på hjernekræft.

Hjernehatte og nøgleringe med hjernevedhæng

Freja, Julie, Stine, Amalie og Cecilie synes, at der er for lidt opmærksomhed på hjernekræft. Det besluttede de sig for at gøre noget ved, da de i valgfagsugen på deres uddannelse til social- og sundhedsassistenter skulle vælge, hvilken cancerform de ville arbejde med og formidle til medstuderende og lærere på en stand som afslutning på emneugen fredag d. 26. maj 2023. 
 
”Vores gruppe valgte Cancer Cerebri, altså hjernekræft, da vi syntes, der er for lidt fokus på netop denne cancertype. Måske fordi der ikke er så mange borgere, som bliver ramt af lige præcis denne cancerform”, fortæller Freja Kragh Pedersen til HjernetumorForeningen. ”Ydermere ville vi også gerne styrke vores egen viden om den cancertype”, tilføjer hun. 
 
De fem unge kvinder har sat sig grundigt ind i emnet og har udarbejdet plancher, der fortæller om sygdommens opståen, udvikling og behandling, ligesom de har set på statistikkerne og på, hvilken sygepleje der ydes til patienter med diagnosen og sidst, men ikke mindst, hvilke senfølger og bivirkninger de ramte kan opleve. 
 
Undervejs i forløbet blev gruppen opmærksom på HjernetumorForeningen, og de besluttede at lave et produkt, de kunne sælge på deres stand til fordel for vores forening og for at skabe opmærksomhed. Der har derfor været gang i kreativiteten og hæklenålene, og resultatet blev fine små nøgleringe med hjernevedhæng, som blev solgt på temadagen til 5 kr. pr. stk. 
 
For yderligere at skabe opmærksom og hjælpe medstuderende og lærere til at forstå problematikkerne omkring hjernetumorer og følgerne heraf, foldede Freja og hendes medstuderende ”hjernehatte”, som de bar hele dagen. På hattene kan man se de forskellige hjernedele og de funktioner, de styrer. ”Skolens elever og personale var superbegejstrede for vores idé omkring disse hatte”, siger Freja, ”Ja, faktisk så vilde, det endte med, at vi fik solgt dem alle sammen, og pengene for hjerne-hattene gik til jeres forening.” 
 
Vi kan virkelig godt forstå begejstringen for Freja, Julie, Stine, Amalie og Cecilies entusiasme, kreativitet og engagement i deres projekt på Randers Social- og Sundhedsskole, hvor de er i gang med deres tredje skoleperiode og ser frem til at være færdiguddannede i maj 2024. 
 
I HjernetumorForeningen er vi ydmygt taknemmelige og rørte over den fine donation på kr. 630 fra temadagen. Men ikke mindst er vi ubeskriveligt glade for at vide, at virkelig mange andre studerende på skolen takket være gruppens opfindsomhed og gå-på-mod har fået viden om hjernetumorer og deres konsekvenser. En viden, de alle tager med sig i deres arbejdsliv, og som vil komme mange hjernetumorramte til gode fremover. 
 
Tusind tak til Freja, Julie, Stine, Amalie og Cecilie på Randers Social- og Sundhedsskole, hold 21082a! 

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig