Jeg er opereret for astrocytom gr. 2. Hvad er chancen for at blive rask?

08-09-2020

Spørgsmål:

Hej,

Jeg blev for 5 måneder siden opereret for stor astrocytom gr. 2 i højre tinding. Efter operationen fik jeg at vide, at der var 5-10 % tilbage. Jeg har været til 1. kontrol, hvor der stod i billedbeskrivelsen "resttumor kan ikke vurderes". Min egen kirurg sagde til mig, at det betød, at der ikke var tegn på nogen resttumor. Da jeg samtidig har fået at vide, at sygdommen er kronisk og altså ikke uhelbredelig, tænker jeg på, hvor stor/lille chance jeg har for at blive rask? Jeg er ikke ryger.

Svar:

Det er ganske vanskeligt at svare på, set i lyset af de forskellige udmeldinger du har fået. Vurderingen lige efter operationen formoder jeg er en subjektiv vurdering af kirurgen. Den er således næppe ret præcis. Det er således skanningen efter operationen, der er den mest præcise vurdering. Det lyder som om, at konklusionen på den første skanning er "resttumor kan ikke vurderes". I mine ører er røntgenlægen dermed i tvivl, om der er en rest eller ej. Det kan nogen gange være svært at vide, om en forandring på skanningen blot er en følge af kirurgien, eller reelt en lille rest af tumoren. Derfor vil du jo også skulle følges med skanninger fremadrettet for at se, om tumoren vokser frem igen. Dette er dermed også svaret på dit spørgsmål. Et grad 2 astrocytom er desværre ikke en sygdom, man kureres for og dermed er rask.

Mvh
Bo Halle, neurokirurg

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer