Jeg har haft en ondartet tumor i hjernen. Kan jeg stadig forvente at leve et langt liv?

15-03-2022

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik d.21/1 bortopereret en ondartet tumor i hjernen.

Jeg læser og hører ofte, at der sker utroligt meget på netop det her felt, og at jeg skal holde øje med eksperimentelle behandlingsformer - hvor fornuftigt er det, med hensyn til cancer i hjernen? Og skal jeg holde fast i et håb om, at jeg stadig kan blive en gammel mand, fordi "der kan ske meget de næste 10 år"?

Svar:

Et glioblastom er desværre en uhelbredelig form for kræft. De nyeste tal fra det danske neuroonkologiske register stammer fra Årsrapporten 2019-2020. Her ses andelen af patienter der er i live 1 år efter deres operation at være 47% og efter 2 år 21%. Trods massiv forskning både nationalt og internationalt er der ikke fundet nye behandlingsformer, der har rykket væsentligt på disse tal indenfor de seneste 10 år.

Ingen kan gudskelov forudsige, hvad der gøres af epokegørende opdagelser i forhold til glioblastom behandling de næste 10 år. Derfor skal hverken jeg eller nogen anden fjerne alt håb, men med diagnosen glioblastom er det urealistisk at tro, at der ligger et langt liv foran en som der tegner sig i øjeblikket. Hvis nye og epokegørende behandlinger opdages, vil de blive indført også i Danmark, og dermed komme danske patienter som dig selv til gode.

Mvh.

Bo Halle, overlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer