Jeg har haft spændingshovedpine i mere end en måned. Kan det være en hjernetumor?

07-10-2021

Spørgsmål: 

Hej,

Jeg er en mand på 56 år og har haft spændingshovedpine ved højre tinding i gennem længere tid - mere end 1 måned. Ingen hovedpine om natten, men det kommer i løbet af dagen. Ingen kvalme, opkast eller syns/ føleforstyrrelser.

Jeg går til kiropraktor for behandling af nakkestivhed og spændt halsmuskel, men jeg synes, det har stået på noget længe. Min læge har også kigget på mig, men mener ikke, det skyldes noget i hjernen.

Skal jeg være nervøs for, at jeg har en tumor på hjernen?

Svar:

Det er rigtig, at hovedpine kan være et symptom på hjernetumor. Hovedpinen er dog sjældent eneste symptom (<10% af patienter med hjernetumor har hovedpine som eneste symptom). Oftest vil der samtidig være andre tegn f.eks. lammelser, epileptiske anfald, ændring af personlighed m.m.. Hovedpinen ved hjernetumorer er typisk trykkende, værst om natten og i morgentimerne, forværres ved bugpres/forover bøjning og ofte ledsaget af kvalme og opkastninger.

Jeg synes dermed ikke, at du skal være bekymret, især ikke når du måske har tendens til spændingshovedpine.

Generelt anbefaler man ved nyopstået stærk hovedpine længere en 3 uger uden anden forklaring, henvisning til hjerneskanning (ofte via kræftpakken). Din læge har kendskab til din sygehistorie og har set/undersøgt dig og har – som jeg læser din besked - tolket hovedpinen som spændingshovedpine. Spændingshovedpinen kan være ganske generende og langvarig, og kiropraktorbehandling er ikke altid effektiv. Størst effekt har aktive afspændingsøvelser, der skal gennemføres x flere daglig.

Hvis du efter disse oplysninger stadig er bekymret, eller kan genkende nogen af de andre mulige symptomer, vil jeg anbefale, at du igen taler med din læge.

Med venlig hilsen
Janne Friedrich, neurolog

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer