Ud af alle hjernetumorer i Danmark - hvor mange er da kræft, og hvor mange er ikke-kræft?

01-11-2021

Spørgsmål:

Statistikken i følge Kræftens Bekæmpelse fortæller, at der findes ca. 1700 hjernetumorer i DK årligt. Flere kvinder end mænd.

Hvor mange af dem er ikke-kræft, og hvor mange er kræft?

I dem der er kræft, hvilke forskellige kræftdiagnoser er der?

Svar:

De tal, du refererer til, dækker over en meget lang række af forskellige tumorer i centralnervesystemet (CNS), hvoraf nogle er ganske sjældne. I CNS giver det ikke altid så meget mening at skelne mellem kræft og ikke kræft, da såkaldte godartede (benigne) tumorer godt kan være livstruende, hvis de sidder på steder i/omkring hjernen, hvor man ikke kan bortoperere dem.

Hvis man alligevel skal forsøge at sætte lidt tal på, er fordelingen således: 50% af tumorerne i CNS er gliomer og af disse er 46% glioblastomer (meget agressiv hjernekræft). De resterende udgøres af astrocytomer (36%), oligodendrogliomer (9%) og ependymomer (9%). Af disse tre typer findes både grad 1-2 tumorer (ikke kræft) og grad 3 tumorer (kræft). 

De øvrige 50% af CNS tumorerne udgøres af meningiomer (15-20%), medulloblastomer (1-2%), neurinomer (6-8%), hypofyseadenomer (6-8%) og andre (8-10%). Disse tumor-typer kan så igen underinddeles, hvoraf nogle så er kræft (grad 3) og andre (de fleste) ikke er.

Mvh
Bo Halle, neurokirurg

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer