”Jeg tror vi snart bytter roller, min skat”

Det var nogle ord, der ramte mig lige i hjertet, da min kære far sagde det til mig i et af sine klare øjeblikke.

Han var diagnosticeret med en grad II hjernetumor, eller som de sagde på OUH i 2008, ”en godartet tumor”, der påvirkede trykket inde i hjernen. Den voksede dog langsomt, så derfor havde jeg min dejlige far i nogle år efter diagnosen, men så begyndte han at blive en anden. Min elskelige og omsorgsfulde far begyndte at blive aggressiv og bitter, og hans før så noble sprog blev groft og primitivt, og med min forstand vidste jeg at det var trykket i hjernen, der var skyld i denne ændring, men det ændrede ikke ved den sorg, jeg oplevede ved at se min far forandres.

Ham der altid havde været min klippe, skulle jeg nu passe på og tage beslutninger for. Det ville have været naturligt, hvis det havde været en normal aldring, men denne hjernetumor blev en ubekendt faktor, der var meget svær at håndtere, da den gjorde min far så uberegnelig. Men alligevel er de minder, jeg i dag har om min far, gudskelov knyttet til alle de positive minder, han har givet mig.