Når ansvar og indsigt overgår til andre

Den 15. august 2020 spurgte jeg min 97-årige far, om han havde slået hovedet. Han sagde, det kunne han ikke huske. Han kunne næsten ingenting huske. Vi tog til læge 3 gange. Hver gang sagde lægen: alt er fint. Du er stærk. Dit hjerte er ok, det er din dåbsattest, det er galt med. Min far boede alene med lidt hjælp fra hjemmehjælper på grund af, han havde kateter, da han 2 år tidligere var blevet opereret for galdesten. 

Han var ellers frisk og fik kun en vanddrivende tablet. Klarede sig fint.

I tiden der gik, blev han dårligere til at tale. Lægen sendte ham til CT-scanning og mente, han nok igen havde en urinvejsinfektion.

Han faldt og hjemmehjælpen kom og fandt ham. 

Han kom på sygehuset fik lavet en CT og senere en MR-scanning, hvor de fandt en hjernetumor. Han gik stadig rundt, men havde næsten mistet talen og snakkede sort. Han blev derefter henvist til gæstestue i 24 dage, blev sat i behandling med prednisolon 100 mg og epilepsimedicin, trods han aldrig havde haft anfald, krampe og ikke ondt nogen steder. Han gik stadig fint rundt, nu med en rollator, men det klarede han fint. Nu er han efter kort tid meget dårlig. Spiser intet, siger overhovedet intet, peger i stedet. Jeg tror han forstår det meste af det, vi siger. Han er frygtelig træt, går selv i seng og op igen. Puster og hoster og sover. Jeg er bange for, han har en lungebetændelse, men det er jo plejehjemmet, der bestemmer.

Nu tænker jeg, hvorfor skal han have epilepsimedicin, når han aldrig har haft epileptisk anfald og siger han ikke har ondt nogen steder og ikke hovedpine. Er det medicinen der gør ham så dårlig? Han er på plejehjem nu og jeg har pludselig mistet al kontakt med hans læge og medicin. Plejehjemmet har overtaget det hele. Det er både godt og skidt.