Sorg
At miste et menneske man holder af er altid svært. Når man mister, kan reaktionerne være mange - og forskellige.
Sorgen er et vilkår
Sorgen er et vilkår, når man selv eller en pårørende er uhelbredeligt syg.
Ved svær sygdom mister både den ramte og de pårørende det vante liv. Måske oplever du eller din partner tab af fysiske eller kognitive kompetencer, rollerne i samlivet forskubbes og nye veje skal betrædes.
Det er vigtigt, at I taler om den sorg, der kan være ved disse ændringer, som I ikke selv er herre over. Tal med hinanden, men også med jeres familie og netværk, med lægerne, med en psykolog, måske en præst eller en imam.
Ventesorg
Ventesorg er den sorg, man kan opleve, når man venter på at miste. Det er en følelse, som mange pårørende til alvorligt syge kender.
Som alvorligt syg vil du måske i perioder også opleve følelse af sorg over det, du måske skal miste. Det kan være hårdt at tage afsked med arbejdslivet, det aktive foreningsliv, yndlingsidrætten eller nogle af de mange andre ting, der kan blive påvirket af konsekvenserne af din hjernetumor.
Det Nationale Sorgcenter
Hos Det Nationale Sorgcenter kan du finde råd, viden og vejledninger om sorg, og hvordan du tackler det at være i sorg eller være tæt på en, der er. Der findes forskellige rådgivningstilbud til ældre, voksne, børn og unge, der er pårørende til alvorligt syge eller har mistet en nær.
Det er især børn og unge voksne, der kan modtage hjælp gennem det Nationale Sorgcenter, men der udbydes også gruppe- og terapiforløb for ældre med komplicerede sorgreaktioner. Centret yder også støtte til familier med sorg inde på livet og giver vejledning til forældre til børn i sorg.
Skyggebørn
Foreningen Skyggebørn tilbyder samtalegrupper til børn og unge, der er ramt af sorg. Foreningen holder også foredrag og kurser om sorg.
Tilbuddet om samtalegrupper findes i Aalborg, Aarhus og København.