Teenageliv med en syg forælder

21-10-2021
Når en forælder bliver alvorligt syg, rammer det også børn og unge i familien. Deres livssituation ændrer sig og angsten for at miste deres syge mor eller far skaber utryghed.

Børn og unge går ofte i lang tid alene med svære følelser, en sorg og bekymringer om, hvad fremtiden bringer og om deres forælder bliver rask eller dør af sygdommen – det der med et nyt begreb kaldes ‘ventesorg’.

80.000 børn og unge i Danmark i alderen 0-28 år, får i løbet af et år en forælder med en alvorlig sygdom (Danmarks Statistik 2020). Langt de fleste bor hjemme og oplever, hvordan hverdagen og deres ungdomsliv bliver påvirket af sygdommen.

Psykosocial stress bliver i højere grad en følgesvend end hos deres jævnaldrende. Det kan medføre søvnproblemer, ængstelse, angst, tristhed, depression, irritabilitet, hovedpine, ensomhed og lav selvtillid, som samtidig kan påvirke deres koncentration, hukommelse og hvad de kan præstere i skolen.

I HjernetumorForeningens film ‘Et forandret liv’, som kan ses på vores hjemmeside, ser vi, hvordan bekymringen lyser ud af datteren Freja, da hendes mor Lotte på grund af hjernetumoren pludselig ikke kan sige, hvad Freja hedder, og hvordan Freja i hverdagen prøver at kompensere for det, som hendes mor ikke mere kan finde ud af og omsorgsfuldt må tage ansvar for nye hverdagspligter i hjemmet.

Sygdom i familien fører ofte til, at unge skærmer både sig selv og familien ved at lukke af for besøg af venner og meget af det, der hører til et glad ungdomsliv. Teenagere er i den livsfase, hvor de begynder at vende blikket ud mod verden og hvor det at høre til blandt jævnaldrende betyder meget. I filmen ‘Frejas fest’ ser vi, hvordan Freja, mens forældrene er ude, griber chancen for at holde fest derhjemme. Pludselig kommer Lotte hjem før forventet, og Freja prøver skyldbetynget at slette alle spor af festen og få sendt vennerne hurtigt ud af døren - måske både for at skærme hendes mor og for at undgå at vennerne oplever, hvordan Lotte står apatisk uden at kunne reagere med den vrede, som Freja forventer.

Mange forældre bekymrer sig for, at deres børn og unge skal blive for ramt, ikke mindst psykisk, af forælderens sygdom. Helst ville de kunne skåne dem ved at undgå at tale om det og involvere dem for meget. Her er det vigtigt at huske, ‘at børn tåler meget, bare ikke at blive holdt udenfor’, selv de helt små. Så “Tal om det!” som Lotte siger i den sidste af vores ni små film.

En del børn og unge har svært ved at fortælle om deres bekymring, angst og sorg – og også om, hvor uretfærdigt de synes, at det er, at det netop er dem, der har en forælder med en så alvorlig sygdom. Teenagere kæmper typisk med mange følelser, så når en forælder bliver alvorligt syg, bliver det hele ekstra svært. De vil ofte lukke af og glide af på forældrenes bekymrede forsøg på at tale om, hvordan de har det.

Det er godt, at støtte den unge i at deltage i et normalt ungdomsliv - ofte vil et år på efterskole eller et højskoleophold være det, der kan sætte den unge fri, løsne op og tilføre det ungdomsliv, de har brug for.

Det er vigtigt, at børnehave og skole ved besked om familiens situation, så de kan tage hånd om de tegn, der kan være på, at deres børn og unge mistrives eller er i sorg.

Det Nationale Sorgcenter. Pårørende Børn og Unge har både tilbud, når en i familien er alvorligt syg eller ved dødsfald. Centeret tilbyder både individuelle samtaler og støtte og man kan deltage i grupper med andre børn og unge. Det er let at komme i kontakt via deres hjemmeside og man kan starte med en telefonisk kontakt. 

Se filmene om at få og leve med diagnosen hjernetumor

 
Kilde: Det Nationale Sorgcenter. Pårørende Børn og Unge. Hentet den 29.9.21 på  www.sorgcenter.dk/videnscenter-for-det-nationale-sorgcenter/paaroerende 

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig