Vejen til min sjæl går gennem farver

29-03-2022
Skrevet af Nivi Poulsen, hjernetumorpatient.

Den allerstørste gave, min hjernetumor har givet mig, er modet til at leve en gammel drøm ud. Jeg begynder at male – og mærker hurtigt, at der er hjælp at hente i maleriet til at udtrykke de mange vanskelige hændelser, der er i et hjernetumorliv. Sort og sorgfuldt får lige pludselig farver og muligheder. Lidelser transformeres.

Vaklende og tvivlende på resultatet de første år, men i dag kan jeg læne mig ind i farverne og være mit eget stabile holdepunkt. Det er et kraftfuldt værktøj til at stå fast. Det har jeg nu fået mod til at vise andre, og jeg udstiller jævnligt.

Jeg opdager ved en tilfældighed kunstterapiuddannelsen, og begynder på den. Sikke en gave, som det offentlige endda betaler for mig. Jeg kan ikke længere holde til at være socialrådgiver, så jeg skifter spor. 

Efter min store vågne operation på RH i 2015 er jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg vil have kemoterapi. I sidste ende vælger jeg at tage imod det, selv om der er en stemme i mig, der siger: ”Det har du ikke brug for, Nivi.” Jeg er begunstiget med evnen til at høre stemmer, der vejleder mig. Denne gang lytter jeg desværre ikke! 

Intuitivt begynder jeg at male kemobilleder, ét for hver dag. Jeg bliver min egen terapeut.

Det vanskelige kommer ned på papiret, så der kan sættes ord på. Uanset hvad der sker, finder jeg en vej til at udtrykke mig gennem kunst.

Da mine skuldre bliver skadet, så jeg ikke kan male på lærreder, forsøger jeg mig med digitale tegninger på min smartphone.

Mit kemoforløb stopper før tid, fordi jeg får hjerteproblemer. Kemobilleder bliver så omdøbt til tumortegninger.

Nivi kemobillede 1

Klik for stort billede

En dag mærker jeg, at nu skal også de omdøbes til et begreb, der ikke fastholder mig i sygdommen, men tværtimod peger fremad. Ikke for at være positiv for enhver pris. men for at signalere til mig selv og alle andre, at ”jeg er her endnu” og kan give livstegn(inger) fra mig.

Det bliver til Dagens Livstegn – som et lille ”Hej Til Livet!” 

Mine malerier og Livstegn kan være smukke og fulde af følelser, men også skræmmende, voldsomme og groteske – akkurat som livet er.

Nivi kemobillede 2

Klik for stort billede

Min indfaldsvinkel er, at der skal være plads til alle mine følelser! De skal konfronteres, ofte gennem maleri eller psykologhjælp, så jeg kan være med det, der er i mit kræftliv. Kunsten er en del af mig og giver stor glæde. Andre fortæller mig, at de også er glade for dem, når jeg lægger dem på Facebook og Instagram. Så vidt muligt hver dag. Ikke altid, for når man er hjernetumorramt, er det en bedrift at mærke, hvad der er overskud til. 

Min pointe er ikke, at alle kan eller skal bruge kunsten i forbindelse med tumorlivet. For mig virker det. Jeg håber, at også andre tumorpatienter finder et fokus til at gøre det tåleligt! 

Naturens farver 
Byder gæstfrit indenfor 
Der er tegn på liv 
Kunsten råber højt 
Drømme for år tilbage 
Lærreders magi 
De sorte farver 
I ravnenes vingeslag 
Hej til nætterne 
 
Læs hele Nivis historie i bogen ”Hjernetumorfortællinger”. 

Vil du gerne købe bogen?
Forside Hjernetumorfortællinger

Bogen "Hjernetumorfortællinger - Når livet slår knuder" kan bestilles hos din lokale boghandler eller hos online boghandlere.

Vejledende udsalgspris er 249 kr.

Find bogen online