Vejen til min sjæl går gennem farver

Den allerstørste gave, min hjernetumor har givet mig, er modet til at leve en gammel drøm ud. Jeg begynder at male – og mærker hurtigt, at der er hjælp at hente i maleriet til at udtrykke de mange vanskelige hændelser, der er i et hjernetumorliv. Sort og sorgfuldt får lige pludselig farver og muligheder. Lidelser transformeres.

Vaklende og tvivlende på resultatet de første år, men i dag kan jeg læne mig ind i farverne og være mit eget stabile holdepunkt. Det er et kraftfuldt værktøj til at stå fast. Det har jeg nu fået mod til at vise andre, og jeg udstiller jævnligt.

Jeg opdager ved en tilfældighed kunstterapiuddannelsen, og begynder på den. Sikke en gave, som det offentlige endda betaler for mig. Jeg kan ikke længere holde til at være socialrådgiver, så jeg skifter spor. 

Efter min store vågne operation på RH i 2015 er jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg vil have kemoterapi. I sidste ende vælger jeg at tage imod det, selv om der er en stemme i mig, der siger: ”Det har du ikke brug for, Nivi.” Jeg er begunstiget med evnen til at høre stemmer, der vejleder mig. Denne gang lytter jeg desværre ikke! 

Intuitivt begynder jeg at male kemobilleder, ét for hver dag. Jeg bliver min egen terapeut.

Det vanskelige kommer ned på papiret, så der kan sættes ord på. Uanset hvad der sker, finder jeg en vej til at udtrykke mig gennem kunst.

Da mine skuldre bliver skadet, så jeg ikke kan male på lærreder, forsøger jeg mig med digitale tegninger på min smartphone.

Mit kemoforløb stopper før tid, fordi jeg får hjerteproblemer. Kemobilleder bliver så omdøbt til tumortegninger.