Kan jeg låne penge af banken, selv om jeg ikke kan få en livsforsikring?

26-11-2020

Spørgsmål:

Jeg kan tale bedre engelsk end dansk, men jeg vil prøve med dansk. Jeg er en grad 2 Astrocytoma. I Spanien kan patienter med tidlig grad af kræft eller lignende sygdomme ikke bede om huslån, fordi det er nødvendigt med en livsforsikring. Jeg forsøgte at få en livsforsikring her i Danmark, men det er ikke muligt.

Jeg er ikke sikker på, om det er nødvendigt med en livsforsikring i Danmark for at bede om et huslån, men hvis jeg ikke kan få penge fra banken, har patienter som mig så andre måder at få bolig på? Måske præference i KAB eller lignende organisationer?

Svar: 

Kære spørger 

Dit danske er perfekt, så det skal du ikke bekymre dig om. 

I Danmark er der mig bekendt intet krav om en livsforsikring i forbindelse med optagelse af huslån. Man kan normalt låne op til 80% af boligens værdi i en kreditforening mod, at foreningen får pant i boligen. De sidste 20% skal man selv skaffe, og hvis man ikke har en opsparing, kan man søge om lån i banken. Banken vil naturligvis også have sikkerhed for sine penge, og her kan der opstå en udfordring, hvis man ikke har mulighed for at tegne en forsikring, som kan indfri lånet, hvis man falder bort. Jeg vil anbefale dig at tale med banken om, hvordan du i så fald er stillet. 

Mht. om man kan få fortrinsret til boliger i boligforeninger (som jeg går ud fra, du tænker på, når du nævner KAB), hvis man er syg, kender jeg ikke til dette. I nogle boligforeninger kan man rykkes frem på ventelisten, hvis man har behov for en ny bolig – f. eks. hvis man ikke længere kan klare trapperne eller har behov for en større bolig pga. hjælpemidler eller lign. Dette fordrer dog, at man i forvejen bor i en af foreningens boliger. Du kan få mere at vide ved at henvende dig i de forskellige boligforeninger. 

Held og lykke fremover. 

Bedste hilsner
Bente Toth Mouritzen, socialrådgiver

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Bente Toth Mouritzen er tilknyttet HjernetumorForeningen og svarer på spørgsmål om dine rettigheder som patient eller pårørende. 

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål til vores eksperter