Kan det være et ødem? Og kan der gøres noget ved ødemer i ansigtet?
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Spørgsmål
Hej, Jeg har 2 spørgsmål, som jeg håber kan blive besvaret. Jeg er blevet opereret for et grad 1 meningeom, som var placeret i knoglerne ved højre øje. Ved operationen blev hovedparterne af knoglerne fjernet og jeg har fået et implantat sat ind i højre tinding. Det er nu 8 måneder siden og jeg har stadig hævelser i varierende grad i højre tinding og under højre øje. Kan det være et ødem? Og kan der gøres noget ved ødemer i ansigtet? Mit andet spørgsmål er angående grøn stær. Kan det være en bivirkning eller senfølge efter operation for meningeom ved øjet? Jeg er indkaldt til undersøgelser for grøn stær og forstår ikke helt årsagen.
Svar
Kære spørger,
Ja, hævelse i ansigtet efter den type operation du har været igennem, kan fluktuere og vare ved længe. Væske søger der hen hvor huden er mest løs, og det er den sv.t. øjenomgivelserne. Der er dog ikke nogen god behandling mod let hævelse, men blot at håbe det vil fortage sig med tiden. Vi har på min afdeling ingen erfaring med, at en sådan operation kan give anledning til grøn stær efterfølgende. Ved opslag i den internationale litteratur finder jeg helle ikke holdepunkt herfor. Samlet set vurderer jeg det derfor meget lidt sandsynligt, at der skulle være en sammenhæng med lige netop grøn stær.
Venlig hilsen
Mads Hjortdal Grønhøj