Er det normalt at blive mere vred og irriteret efter behandling af meningeom?

27-05-2022

Spørgsmål: 

Min mor blev opereret for et meningeom og fik stråler på 2 mindre der ikke kunne fjernes i 2019. Efterfølgende har hun ændret sig. Hun er ikke glad men bliver let irriteret og vred. Vi i familien får skyld for alverdens ting vi har sagt eller gjort. Er det normalt?

Svar:

Nogle personer med hjernetumor ændrer adfærd og humør, f.eks. at blive mere irritabel og vred. For nogle er ændret adfærd et af symptomerne, man bemærker inden man bliver udredt. For andre forekommer det efter behandling af hjernetumor, såsom efter operation. 

Så det er ikke ualmindeligt. Ændret adfærd kan være svært at takle og give en række dilemmaer som pårørende. Der kan være flere årsager til ændring i adfærd. 

Det kan være en følgevirkning, f.eks. hvor man har nedsat impulskontrol. Det betyder, at man ikke kan hæmme sine tanker og reaktioner som tidligere.

Man kan få sværere ved at overskue situationer, f.eks. flere mennesker eller mange indtryk, grundet fysiske og kognitive vanskeligheder og/eller øget udtrætning. Og det er ikke altid sikkert, at man som ramt, selv bemærker dette i situationen. Når man mangler overskud vil man ofte reagere med følelsesmæssige udbrud.

Det er ofte en stor omvæltning af blive syg både for den ramte og pårørende. Det betyder ofte rolle-, identitets- og ansvarsændringer, som kan være belastende, frustrerende og give konflikter.  Derudover kan irritabilitet være som led i følelsesmæssige reaktioner, ofte omhandlende krise-, tabs- og sorgreaktioner. Og for nogle udvikler dette sig til depression.

Med venlig hilsen
Henriette Hyldal Kaae, neuropsykolog

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer