Forskes der i COC protokollen i Danmark, eller vil I?

Spørgsmål

Hej med jer!

Jeg blev i 2018 opereret for et oligodendrongliom, som blev fundet tilfældigt. (Heldigt for mig).

Jeg er meget nysgerrig i forhold til at vide mere om coc-protokollen, som jeg kan læse anvendes inden for de alternative tilgange i forbindelse med cancer. Forsker I inden for det? Eller vil I?

Svar

Kære spørger,

Den såkaldte COC protokol består i, at man tager en kombination af kendte lægemidler, som er udviklet til - og anvendes til - helt andre formål end at behandle kræft. Det drejer sig om:

metformin som er et præparat, der anvendes til at behandle sukkersyge
atorvastatin som er et kolesterolsænkende middel
doxycyklin som er et antibiotikum (dvs. middel mod bakterieinfektioner)
mebendazol som er en middel mod orme i tarmkanalen, som f.eks. børneorm 
Behandlingen er først beskrevet af læger på Care Oncology Clinic. De hævder, at lægemidlerne hver især påvirker stofskiftet i tumorcellerne på en måde, så de selektivt tager skade, mens kroppens egne celler ikke gør det. 

Der findes en række forsøg med celler i laboratorier, som tyder på, at stofferne kan påvirke cellers stofskifte på kryds og tværs, men det samme kan man sige om vitterligt hundredevis af andre stoffer. Der er som bekendt lang vej fra celler i et laboratorium til rigtige patienter, og der findes ingen gode undersøgelser, som tyder på, at COC behandlingen kan bedre prognosen for patienter med hjernetumor. 

COC centret har udgivet en artikel i 2019 i tidsskriftet Frontiers in Oncology, hvor man retrospektivt opgjorde resultaterne for 97 patienter med glioblastom, som modtog COC behandlingen. Man sammenlignede disse patienter med resultaterne fra andre opgørelser og observerede, at dem, som havde modtaget COC kuren, levede længere. Det giver dog desværre ikke belæg for at hævde, at det var COC kuren, der gjorde forskellen. Når man ikke undersøger en på forhånd defineret gruppe af patienter og ikke bruger lodtrækning til at allokere patienterne til forsøgsbehandling eller standardbehandling, kan man aldrig vide, om det var forsøgsbehandlingen, der virkede. Det kunne nemlig lige så godt tænkes, at de patienter, der havde fundet vej fra hele England til COC-centret for at modtage denne ekstra behandling i udgangspunktet var i bedre stand og havde bedre forudsætninger for at leve længe med sygdommen. Der findes talrige eksempler i historien på, at kun lodtrækningsforsøg kan skabe lige grundlag for sammenligning og dermed vurdering af en behandlings effekt.

COC gruppen anfører i samme artikel, at der ikke findes noget større kommercielt incitament til at undersøge billige og velkendte lægemidler. Men nogle af de vigtigste nylige landvindinger inden for behandlingen af hjernekræft er ikke gjort af medicinalindustrien, men af uafhængige, internationale forskersammenslutninger som f.eks. EORTC (European Organisation for Research and Treatment of Cancer) og den tyske NOA-gruppe, som har undersøgt betydningen af velkendte kemoterapistoffer som temozolomid og lomustine (begge ’gamle’ billige lægemidler) ved sygdommen astrocytom grad 3. Undersøgelserne har helt redefineret behandlingen af sygdommen i hele verden. Flere behandlingscentre i Danmark deltager i disse forskningssamarbejder, og jeg er selv aktivt medlem af EORTC's hjernetumorgruppe.

Jeg kender ikke til, at der forskes i COC protokollen i Danmark inden for det etablerede sundhedsvæsen. Vi er i gang med rigtig meget anden forskning, og vi stiller andre krav til den videnskabelige bevisførelse, end man gør på steder som COC. 

Jeg ville ikke tilråde nogen patienter med hjernetumor at modtage COC protokollen på nuværende tidspunkt. Al medicin kan have bivirkninger, og medicin kan have interaktioner (’konflikter’ i kroppen), som ikke er beskrevet endnu. I værste fald risikerer man bivirkninger, som gør, at man ikke kan modtage sin behandling på sygehuset. 

Hvis man som patient overvejer at finde en læge, som vil udskrive COC medicinen, vil jeg anbefale, at man drøfter det med sin onkolog på sygehuset. Som patient bestemmer man jo selv, hvad man vil gøre. Men det kan være en stor fordel, at hospitalslægerne kender til igangværende sideløbende behandlinger, særligt hvis der skulle opstå bivirkninger som påvirkning af organerne eller lignende. 

Mvh
Søren
Kræftlæge