Hvilke rettigheder har man som patient med en hjernetumor grad 4?

HjernetumorForeningens socialrådgiver Bente Toth Mouritzen har svaret på dette spørgsmål.

""

Spørgsmål

Hej Bente.. Hvilke rettigheder har man som patient med en hjernetumor grad 4?

Svar

Kære spørger 

Du spørger hvilke rettigheder, du har. Jeg går ud fra, du mener i forhold til sociale rettigheder - specielt i forhold til forsørgelse. 

Jeg kan se, du er nydiagnosticeret, så det er lidt vanskeligt for mig at svare på, hvad dine rettigheder er på nuværende tidspunkt. Med en grad 4 er det dog en alvorlig situation, så jeg håber, du har fået tilbudt behandling, hvis det er muligt.  

Du har ret til sygedagpenge i 22 uger, hvorefter kommunen skal vurdere, om der kan ske forlængelse, eller der eventuelt skal rejses sag om førtidspension. Hvis du lider af en livstruende alvorlig sygdom (hvilket jeg vurderer, at du gør), kan kommunen forlænge dine sygedagpenge ubegrænset. Hvis der i stedet bliver rejst sag om førtidspension, skal du vide, at man som gift eller samlevende bliver modregnet pga. ægtefællens indkomst. Kommunen har pligt til at rådgive dig og til at vælge den løsning, der er økonomisk mest fordelagtig for dig. Jeg vil samtidig råde dig til allerede nu at kontakte dit pensionsselskab og undersøge, om du har en supplerende førtidspension hos dem. De kan ligeledes udbetale forsikring for kritisk sygdom, såfremt du har sådan en.  

Du er naturligvis velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål. 

Bedste hilsner
Bente Toth Mouritzen, socialrådgiver

For medlemmer

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål

Få mere at vide om hjernetumorer

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.