Hvor stor kan en glioblastom grad 4 blive, og hvor hurtigt vokser den?
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Hvor stor kan en Glioblastom grad 4 blive? Den jeg har startet med at være 5 mm og på 3 måneder er den blevet 28 mm.
Hvor hurtigt går det med den vokser sig større, hvor stor kan den blive inden det er slut og hvor hurtigt går det inden det er slut?
Kære spørger
Det er et lidt svært spørgsmål at svare præcist på. Et glioblastom er en infiltrativ tumor, og kræftcellerne ligger typisk spredt ud i en større del af hjernen end det vi lige kan se med en kontrastscanning.
Der er som sådan ikke en øvre grænse for hvor stor den kan blive. I nogle tilfælde kan den blive meget stor og involvere alle hjernelapperne.
Nogle studier tyder på, at tilvæksten er ca. 1,4% pr dag, det svare til at den kan fordoble sin størrelse på 6-7 uger. Væksthastigheden kan dog variere og afhænger også af den behandling man får.
Den mediane overlevelsestid fra tumoren opdages og hvis man modtager fuld behandling (operation og stråle-kemoterapi) er ca. 12-18 måneder. Uden behandling er den mediane overlevelsestid ca. 4 måneder. Ca. 15-18 % er i live efter 2 år, og kun 3-4% er i live efter 5 år.
Med venlig hilsen
Mads Hjortdal Grønhøj
For medlemmer
Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.
Send dit spørgsmålDer findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.