Skal jeg være nervøs efter der er fundet en bindevævsknude på 1 cm?

Overlæge Bo Halle fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål.

""

Spørgsmål

Jeg har fået konstateret en bindevævsknude på 1 cm i venstre side. Jeg er kvinde med for højt blodtryk ellers sund og rask. Min far døde som 85 årig af en stor kræft knude i hjernen. Jeg har et godt liv er nyforelsket, er flyttet og fået nyt arbejde. mit liv er dejligt, og lige begyndt på ny.
Jeg vil høre om det jeg har er farligt, og om der skal gøres noget ved det ud over en MR-scanning hvert 4 år som lægen sagde? Jeg er bange for dette her selvfølgelig.
Er der noget, jeg selv skal være opmærksom på?

Svar

Et formodet meningeom på 1cm er i udgangspunktet ikke farligt. Meningeomer findes i 3 grader, hvoraf ca 80% er grad 1, ca 19% er grad 2 og den sidste 1% er grad 3. Jo højere grad desto hurtigere vækst og gendannelses-rate. Langt de fleste meningeomer vokser meget langsomt og kræver ikke behandling. Man følger dem blot med skanninger. Når man vælger at behandle (hyppigst kirurgi, langt mindre hyppigt strålebehandling) er det typisk fordi, meningeomet begynder at give symptomer eller det vokser ved MR-kontrollerne. Du kan ikke selv gøre noget, og du bør i mine øjne fortsætte dit liv som hidtil. Hvad du evt. selv ønsker at være opmærksom på symptomer, afhænger de helt af placeringen af meningeomet. Hvis det ligger op ad eksempelvis den ene synsnerve, vil man skulle være opmærksom på aftagende syn på den side. Hvis det ligger op ad det hjerneområde, der styrer den ene ben, vil man skulle være opmærksom på aftagende kraft i dette ben. Det er således noget, jeg ikke kan svare på ud fra de givne oplysninger. Du kan med fordel spørge din egen læge, der kan se din skanningsbeskrivelse. Alternativt kan du kontakte lægen, der følger dig med MR-skanninger.

Vh Bo

For medlemmer

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål

Få mere at vide om hjernetumorer

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.