Jeg er snart færdiguddannet. Hvor meget skal jeg oplyse om min sygdom (astrocytom) i jobsøgningen?

20-04-2021

Spørgsmål:

Hej 

Jeg bliver snart færdiguddannet efter mange års studier, og har dermed snart gennemført en lang videregående uddannelse. Grundet min sygdom har jeg ikke relevant arbejdserfaring og er i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig til jobsøgning.

Jeg har været sygemeldt fra mit studie pga. min hjernetumor (astrocytom, grad 2). Hvordan skal jeg begrunde min sygemelding i CV'et eller til en potentiel jobsamtale? Jeg kan nok ikke komme udenom det faktum, at min uddannelse har varet længere tid end et ordinært studieforløb. 

Mit problem er primært, at jeg ikke har arbejdserfaring og ikke ved, hvor meget jeg skal oplyse om min sygdom. Jeg ved, at jeg kommer til have brug for ydereligere behandling indenfor en relativt kort tidsramme (der er indikationer på et potentielt tilbagefald).

Jeg har kendskab til "Bekendtgørelsen om kompensation til personer med handicap i erhverv, nr. 727 af 07/07/2009". Jeg ved dog ikke, om jeg er "handicappet nok" til at gøre brug af den. Jeg har fået påvist let nedsat funktionsevne i form af hjernetræthed, hvilket endvidere fører til manglende overblik, svingende arbejdshukommelse og koncentrationsbesvær.

De stillinger, jeg er interesseret i, kræver typisk godt overblik - så vil det reelt være en fordel for mig at gøre brug af ovenstående ordning? 

Vh.

Svar: 

Kære spørger 

Tillykke med at du har gennemført en lang videregående uddannelse. Det er flot klaret med de udfordringer, du har. 

Som udgangspunkt har du ikke pligt til at oplyse om din sygdom, men når det er sagt, er en arbejdsgiver altid glad for ærlighed og åbenhed. Jeg tænker, at du inden jobsamtalen må træffe et valg om, hvor meget du vil sige omkring din forlængelse af studiet. 

Som jeg forstår dig, er du for nuværende ikke i behandling, og derfor synes jeg ikke, du behøver at nævne, at du måske skal i det igen. Når du eventuelt får behov for yderligere undersøgelse og behandling, kan du bede om at få en §56-aftale, som betyder, at din arbejdsgiver får refusion fra 1. sygedag og ikke som ellers skal betale for de første 4 uger af hver sygeperiode. Aftalen indgås mellem din arbejdsgiver og kommunen. 

Mht. om du kan gøre brug af bekendtgørelsens bestemmelser, er det vanskeligt at se, hvordan f.eks. en personlig assistent kan kompensere for hjernetræthed, manglende overblik og lign. Har du overvejet, om et fuldtidsjob er det rigtige for dig? Hvis det ikke er, vil jeg anbefale dig at tage fat i din fagforening/A-kasse og forhøre dig om dine muligheder. A-kassen kan hjælpe dig over i jobcenter-regi, hvis der er behov for, at du bliver afklaret i forhold til din arbejdsevne. 

Du er naturligvis altid velkommen til at skrive igen. 

Bedste hilsner
Bente Toth Mouritzen, socialrådgiver

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Bente Toth Mouritzen er tilknyttet HjernetumorForeningen og svarer på spørgsmål om dine rettigheder som patient eller pårørende. 

Send dit spørgsmål til vores socialrådgiver

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål til vores eksperter