Er 10 strålebehandlinger for lidt ved glioblastom?

27-08-2019

Spørgsmål: 

Min far har glioblastom grad 4, og han er blevet opereret, men uden at de kunne fjerne det hele og han har kun fået 10 strålebehandlinger. Er det ikke meget lidt?

Svar:

Når man strålebehandler glioblastom med 10 behandlinger frem for 30, så er stråledosis per daglig behandling (benævnt 'fraktion') væsentlig højere. Stråledosis måles i en enhed, der kaldes Gray.

Den 'lange' strålebehandling består af 30 strålefraktioner og ved hver fraktion gives 2 Gray (totaldosis=60 Gray). Ved den 'korte' strålebehandling gives 10 fraktioner á 3,4 Gray (totaldosis= 34 Gray). Det lyder stadig af lidt, men man har længe vidst at nogle kræftformer er mere følsomme end andre for store fraktionsstørrelser (som 3,4 Gray er). Det vil sige, at en tilsyneladende lavere totaldosis kan give det samme resultat, fordi der gives mere stråling per gang. Den underliggende biologiske forklaring er kompliceret og ligger uden for rammerne af dette forum.

Et klinisk forsøg med glioblastompatienter over 60 år, som blev offentliggjort i 2012 i tidsskriftet the Lancet, viste at det gik patienterne lige godt om de fik 10 eller 30 strålebehandlinger.

Strålebehandlingen for glioblastom tåles normalt godt (både 10 fraktioner og 30 fraktioner), men for nogle patienter vil en kortvarig strålebehandling være at foretrække på flere punkter. Det vil altid bero på et klinisk skøn, og det kan man drøfte med de behandlende onkologer.

Vh
Søren Møller, kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer