Er det normalt, at arret efter en operation er ujævnt, og det strammer i huden?

26-01-2021

Spørgsmål:

Er det normalt næsten dagligt at opleve stramning i arret i hovedet, efter fjernelse af godartet tumor i juni 2020?

Jeg har også flere ujævnheder i noget af arret.

Svar:

Det er helt normalt, at arret efter en operation som din bliver ujævnt. Det er også helt normalt, at det strammer i huden.

De fleste oplever ofte også føleforstyrrelser omkring arret. Det kan være følelsesløshed, kløe, "over"-følsomhed m.m. En god tommelfingerregel er, at det kan ændre sig op til det første år efter operationen, og herefter er det som regel stationært.

Der er nogle sjældne gange, hvor den del af knoglen, der har været savet ud under operationen, efterfølgende langsomt smuldrer (pga. manglende blodforsyning). I sådanne tilfælde er det nødvendigt at åbne arret igen og udskifte knoglepladen med en erstatningsplade (eks. et titaniumnet). Som patient opdager man normalt dette ved, at huden bliver meget ujævn, og at knoglen under huden pludselig ikke føles fast mere. I et sådant tilfælde skal man søge læge og blive vurderet.

Bo Halle, neurokirurg

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer