Hvordan er processen indtil døden indtræffer ved glioblastom grad 4?

23-10-2019

Spørgsmål: 

Hvis man har glioblastom grad 4, hvordan er processen så, indtil døden opstår? Er det et pludseligt tilfælde, eller vil det komme løbende?

Svar:

I de sidste uger og måneder af livet med glioblastom oplever man et gradvist tab af funktioner og bliver i stigende grad afhængig af hjælp til dagligdags funktioner. Til slut opholder man sig i seng eller på sofaen. Initiativet og kræfterne svinder ind. Man sover en større og større del af dagen og til sidst sover man hele tiden.

Smerter og angst ses ikke ret hyppigt, for det er som om, at hjernen lukker ned for erkendelsen af tilstanden. Den syges evne til at sanse og mærke sin situationen svækkes. Jeg synes, man kan betragte dette som en af de få nådige ting ved et glioblastom. Således har vi fagpersoner ofte indtryk af, at det er de pårørende, som er mest forpinte. 

Døden kommer meget sjældent pludseligt, for som nævnt kan man observere, at den syge sover mere og mere og til sidst sover ind. Det er normalt helt udramatisk. Hvor længe dette strækker sig over er individuelt. Men en person, der ikke længere indtager væske, lever sjældent mere end et par døgn. Væske og føde tilført udefra med sonde eller drop i blodåren har dog ingen lindrende virkning og er til mere skade end gavn.

Vh
Søren Møller, kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer