Hvorfor er der nogen personer, hvor kemoen ikke virker?

Spørgsmål:

Hvorfor er der nogen personer, hvor kemoen ikke virker på? Man kunne ikke se på min mands blodprøver, han fik kemo. Derfor mente lægerne, han måske var en af de nye langtidsoverlevende med glioblastom 4. Men kemoen virkede ikke, hvorfor?

Svar:

Der er desværre mange patienter med glioblastom, som ikke har god effekt af kemoterapi. Det er ikke en udpræget kemo-følsom kræfttype, men når vi alligevel anvender kemoterapi (særligt temozolomid undervejs i strålebehandlingen og i 6 måneder efterfølgende), skyldes det, at et stort videnskabeligt klinisk forsøg, som blev rapporteret i 2005, viste at kemoterapi som helhed bedrer prognosen i forhold til strålebehandling alene.

Man så, at gruppen, der fik kemoterapi, havde sygdommen under kontrol i længere tid og havde en længere overlevelse samlet set. Men studiet viste også, at det overvejende var patienter men en genetisk forandring i deres tumor benævnt MGMT promotor methylering, som havde effekt af behandlingen. MGMT er et gen, der koder for et enzym, der reparerer skader i DNA strengen af netop den type, som temozolomid forårsager. Patienter med MGMT promotor metylering danner ikke dette enzym og derfor kan kræftcellerne ikke reparere skaderne som kemoen laver.

Men andre faktorer spiller også ind, bl.a. alder og almen tilstand (og desuden formodentlig en række helt ukendte parametre) og derfor kan MGMT analysen ikke bruges som en ’1:1’ forudsigelse af om en given patient har gavn af kemoterapi eller ikke har gavn af kemoterapi. Derfor vælger man de fleste steder at tilbyde kemoterapi til glioblastompatienter under 70 år som er i rimelig almen tilstand. Derved lader man ’tvivlen komme dem til gode’, idet temozolomid oftest tåles godt uden større negativ effekt på livskvaliteten. 

De blodprøver, som man tager undervejs i et behandlingsforløb for glioblastom, er typisk en kontrol af de hæmatologiske værdier (blodprocenten, de hvide blodlegemer og blodpladerne), væske- og saltbalancen (som udtryk for nyrernes funktion) og de såkaldte levertal (som udtryk for leverens funktion og evt. skadelig påvirking af leveren af kemoterapien). Man råder p.t. ikke over blodprøver, der kan bruges til at observere behandlingens effekt, på samme måde som det kendes for prostatakræft (PSA-tal) eller for æggestokkræft (CA-125 tallet). Derfor kan man ikke ud fra blodprøverne konkludere om en given patient har gavn af en given behandling for glioblastom. Men at de raske organsystemer tåler behandlingen godt er jo en forudsætning for at den kan fortsætte og således et godt udgangspunkt for optimisme. Det er blevet muligt at spore tumorcellernes DNA i blodbanen for mange kræftsygdomme, herunder glioblastom, og for tiden forskes der i måling af såkaldt cirkulerende tumor DNA (ct-DNA), men teknikkerne er endnu på udviklingsstadiet. 

I kræftceller kan endvidere starte en lang række andre mekanismer, som gør dem resistente (ikke-modtagelige) over for kemoterapi. I nogle tilfælde kan de optimere deres elimination af kemoterapi-molekylerne og i andre tilfælde dræber kemoterapien alle de kemo-følsomme celler, hvilket har en umiddelbart god effekt, men senere vokser de ikke-følsomme celler frem. Det er biologisk komplekst og en væsentlig del af den moderne kræftforskning har fokuseret på at finde karakteristika, der kunne hjælpe lægerne med at vælge den rette behandling til den rette patient. Som det fremgår, mangler vi dog stadig meget viden om området.

Mvh
Søren Møller, kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten