Jeg har fået et uheldigt placeret meningeom ved den kranio-cervikale overgang. Hvem er de bedste på feltet i Danmark eller udlandet, og får jeg varige mén?

01-11-2021

Spørgsmål:

Jeg har ved et tilfælde fået konstateret et udsædvanligt uheldigt placeret meningeom ved et tilfælde og her 3 måneder senere tiltaget betydeligt. Sidder ved kranio-cervikale overgang på højre side, specielt intraduralt med tiltaget komprimering af medulla oblongata og øverste del af medulla cervicalis.

Beskeden lyder, den tager livet af mig.

Men hvad er op og ned; hvem er de bedste på feltet; bør man hente ekspertise fra udlandet? Hvor stor er chancerne for, at jeg får et liv som nu?

Svar:

Meningeomer omkring den kranio-cervikale overgang (overgangen mellem kraniet og rygsøjlen) er teknisk set svært tilgængelige. Det er de for danske såvel som udenlandske kirurger. Derfor er det ikke således, at man sender patienter med den slags meningeomer til udlandet, eller henter kirurger fra udlandet ind og opererer danske patienter med meningeomer på denne placering. På alle neurokirurgiske centre i Danmark, varetages behandlingen af ganske få kirurger, og der er ikke holdepunkter (evidens) for at udvalgte centre/kirurger i Danmark er bedre end andre i den henseende.

Om du kommer igennem operationen uden nye varige mén, kan jeg ikke udtale mig om, da det afhænger af mange faktorer, hvoraf nogle vigtige er tumors præcise omfang, placering, konsistens og infiltration (sammenvoksning) i/med omkringliggende strukturer (kar/nerver/hjernestamme). Det afhænger også af dine nuværende udfald og deres varighed samt eventuelt ødem (hævelse) af tumors omkringliggende strukturer m.m. Hvis der er tale om et større og udbredt meningeom på den kraniocervikale overgang, må man generelt sige at der er stor risiko for nye udfald (mén) efter operationen. Om disse kan genoptrænes efterfølgende er også variabelt fra person til person.

Slutteligt findes meningeomer i flere forskellige typer, og disse influererer på efterforløbet. Nogle har en stor tendens til at komme igen, og her kan det nogen gange være hensigtsmæssigt at foretage strålebehandling efter operationen, særligt hvis der må efterlades en synlig rest.

Som du kan læse af ovenstående, er det således til tider en kompleks behandling, hvor forløbet afhænger af mange faktorer.

Jeg ønsker dig alt muligt pøj pøj med behandlingen og den efterfølgende rehabilitering.

Mvh
Bo Halle, neurokirurg

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer