Jeg har sarte slimhinder og hoster tykt slim op dagligt. Kan man gøre noget?

09-02-2021

Spørgsmål:

Tykt slim og meget sarte slimhinder i både mund og næse efter stråling i hovedet. Kan man på nogle måder gøre noget ved det?

Det er virkelig uholdbart - jeg hoster voldsomt tykt slim og spyt op hver dag og har endnu ikke fundet et middel, der kan hjælpe.

Svar:

Kære spørger,

Påvirkede slimhinder, som der beskrives i spørgsmålet, ses normalt ikke, når der alene gives strålebehandling mod hjernen (eksempelvis ved glioblastom, astrocytom eller oligodendrogliom).

Men ved visse andre typer hjernetumorer og tumorer i bunden af kraniet kan slimhinderne blive ramt af stråler. Det kan give gener undervejs i strålebehandlingen (tørhed i munden, sarte slimhinder, tab af lugtesans, synkesmerter), og de gener kan strække sig et par måneder frem. Hos langt de fleste ses dog heldigvis markant bedring fra ca. 2 måneder efter strålebehandlingens afslutning og i det kommende år efter.

Kronisk mundtørhed, som det ses hos patienter, der har fået strålebehandling mod kræft i mundhulen, ses næsten aldrig efter strålebehandling af hjernetumorer, for strålerne rammer ikke de store spytkirtler i mundbunden.

Der er ikke nogen specifik behandling mod de gener, som spørgeren beskriver. Nogle patienter har gavn af at have en vandflaske ved hånden eller ved at bruge syrlige (sukkerfri) drops, som kan stimulere spytproduktionen. Kamillete har en lindrende effekt, hvis slimhinderne er ømme. Mundhygiejne er vigtig i denne periode, og man skal være omhyggelig med tandbørste og tandtråd for at undgå at få huller.

Mvh
Søren
Kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer