Kan ioniseret jodbehandling give hjernekræft?

Spørgsmål: 

Min mor har fået hjernekræft, og vi har alle en mistanke om, at det er som følge af den ioniseret jodbehandling, hun fik mod for højt stofskifte for ca. 10 år siden. Desværre tager lægerne ikke vores mistanke alvorligt. Hvad kan vi gøre?

Svar:

Radioaktiv jodbehandling kan anvendes til behandling af forhøjet stofskifte, fordi stort set alt jod fra blodbanen bliver optaget i skjoldbruskkirtlen, hvor stofskiftehormonet dannes.

Det gælder også når man indgiver den radioaktive form af jod, som kaldes jod-131. Derved bliver næsten al - men ikke 100% - af den radioaktive materiale samlet i skjoldbruskkirtlen. Strålingen fra jod-131 udgøres primært af såkaldt beta-stråler, som har meget kort rækkevidde (milimeter). Derved opnår man meget høj stråledosis i skjoldbruskkirtlen, som kan dræbe de hyperaktive celler, der danner for meget stofskiftehormon.

I en nylig rapport fra USA (publiceret i tidsskriftet JAMA i 2019) havde man via registre og journaler identificeret 18.805 patienter, som siden 1946 havde modtaget radiojodbehandling for forhøjet stofskifte. Ved at sammenligne med gennemsnit i befolkningen kunne man se, at de jodbehandlede patienter havde en let øget risiko på 2-3% for at dø af kræft ift. dem, der ikke var behandlet med radiojod. I en nærmere analyse af de forskellige kræfttyper fandt man at 39 af de 18.805 patienter var døde af kræft i hjernen. Men det lå ikke over den forventede forekomst i den øvrige befolkning. Den primære årsag til øget kræftdødelighed var brystkræft hos kvinder.

I artiklen har man forsøgt at anslå stråledosis til de forskellige organer og man finder at hjernen hører til blandt de organer, der udsættes for en relativt lille mængde stråling af radiojodbehandling. Man har estimeret en stråledosis på hjernen til 0,02-0,1 Gray (som er en måleenhed for stråledosis til levende væv). Når man stråler tumorer i hjernen bruger man typisk doser på 50-60 Gray, dvs doser som er 500-3000 gange højere end den dosis, som hjernen modtager ved radiojodbehandling. 

I forbindelse med at jeg skulle lave denne besvarelse har jeg fået hjælp fra en fysiker, som er specialist i radiojodbehandling, til at lave en beregning af stråledosis til hjernen for patienter, som er radiojodbehandlet i Danmark. Vores egne beregninger er helt i samme størrelsesorden, så der er grund til at tro at man godt kan stole på resultaterne fra det amerikanske studie.

Men selvom det amerikanske studium ikke viste, at risikoen for hjernetumorer var øget efter radiojodbehandling, kan man ikke udelukke at risikoen er let øget som følge af behandlingen. Hjernetumor er nemlig en relativ sjælden kræftform og derfor kan man ikke udelukke at studiet blot indeholdt for få patienter til at kunne vise en sammenhæng. Men studiet tyder kraftigt på, at sammenhængen - hvis den findes - er lille. Ikke desto mindre er det velkendt at ioniserende (radioaktiv) stråling generelt kan øge risikoen for kræft, og derfor gør man sig på hospitaler og andre steder i samfundet sig store anstrengelser for at minimere unødig udsættelse af patienter og personale for stråling. Så der skal hele tiden foregå en opvejning mellem fordele og ulemper ved brug af stråling (som vi jo nødigt ville undvære til f.eks. strålebehandling og røntgen/scanningsbilleder osv.).

Til sidst skal man huske på, at det generelt gælder om risikofaktorer, at man sjældent kan pege på en enkelt faktor og udpege den til at være 'årsagen' til en sygdom er opstået. Og i dette tilfælde er det højst en lille risikofaktor, der er tale om. Så min holdning ville være, at man ikke kan tilskrive din mors hjernetumor den tidligere radiojodbehandling.

Jeg ønsker jer alt det bedste

Vh
Søren Møller, kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten