Kan man blive rask efter at have fået diagnosen glioblastom grad 4 i frontallappen?

28-09-2018

Spørgsmål:

Kan man blive rask efter at have fået diagnosen glioblastom grad 4 i frontallappen?

Svar:

Man betragter glioblastom som en uhelbredelig sygdom. Den kan aldrig fjernes helt ved operation, fordi de ondartede celler vokser ind i det omkringliggende væv.

Trods en intensiv efterbehandling bestående (oftest) af stråleterapi og kemoterapi rettet imod disse tilbageværende celler, viser sygdommen udpræget tendens til tilbagefald efter kortere eller længere tid.

Hos nogle vokser tilbagefaldet frem allerede undervejs i efterbehandlingen, hvorimod andre gennemfører hele behandlingen og overgår til kontrolforløb med regelmæssige scanninger, typisk hver 3. måned.

Der er således stor variation i levetiden med glioblastom, for sygdommen kan være forskelligartet og patienterne og deres modstandskraft og forudsætninger er det selvsagt også.

Man skal derfor tolke statistikker med forsigtighed og altid i samråd med sin behandlende onkolog.

Samlet set er det et fåtal af patienter, som lever mere end 5 år med sygdommen, men det er ikke uhørt, særligt blandt de yngre patienter.

Mvh
Søren Møller, kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer