Min hjernetumor er vokset lidt, og jeg har epilepsi. I morges vågnede jeg med nye ryk i overlæben - bør jeg kontakte neurokirurgisk afdeling?

01-11-2021

Spørgsmål: 

Min tumor viser lidt vækst, og jeg går derfor til kontrol hver 3. mdr. fremfor hver 6 mdr. Min kirurg forudser, at jeg sandsynligvis har brug for operation indenfor 1 år.

Jeg har epilepsi og er i dialog med min neurolog, om jeg skal have højere dosis medicin, da jeg har hyppigere simple fokale anfald.

I morges vågnede jeg med nye ryk i overlæbe, hvilket jeg aldrig har haft før. Jeg har absolut ingen lyst til at fremskynde min operation, men bør jeg kontakte neurokirurgisk afdeling?

Svar:

Hjernetumorer medfører ofte epilepsi, og i nogle tilfælde er epilepsi det første symptom og medfører, at en hjernetumor bliver diagnosticeret. Når man er kendt med en hjernetumor med epilepsi kan øgning af anfaldshyppigheden eller ændring af anfaldstypen (dvs hvordan anfaldet ser ud) være tegn på, at tumoren er vokset, eller man ikke får nok eller den rigtige medicin.

Når du har udviklet anderledes anfald, vil jeg anbefale, at du kontakter den neurolog, der behandler din epilepsi. I første omgang må man overveje, om kontrolskanning skal fremskyndes for at vurdere, om der er yderligere vækst. Først bagefter vil det give meningen at involvere neurokirurgerne.

Nogle gange kan det være svært at behandle anfald ved hjernetumorer og efter samråd med lægen, kan der efter individuel vurdering, accepteres en hvis anfaldshyppighed. Kirurgisk behandling reducerer ligeledes anfaldsrisikoen, og kan derfor også være egnet til at behandle hyppige anfald.

Med venlig hilsen
Janne Friedrich, neurolog

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer