Opstår der altid væske ved et glioblastom grad 4? Og er det et tegn på, at tumoren vokser?

06-03-2020

Spørgsmål:

Opstår der altid væske ved en glioblastom grad 4? Og er det et tegn på, at tumoren vokser?

Svar:

Enhver tumor i hjernen kan betragtes som et fremmedlegeme, der optager plads fra det raske hjernevæv og skaber irritation og inflammation. Det kan resultere i hævelse og øget væske inde i det raske hjernevæv. Det er ikke at betragte som en væskeansamling, for væsken ligger diffust inde i vævet og ikke samlet som i en byld. Vi kalder det ’ødem’. Der står næsten altid en smule væske rundt om et glioblastom og det er årsagen til at lægerne af og til vil anbefale en kur af prednisolon (binyrebarkhormon) i en kortere eller længere periode. For prednisolon virker kraftigt antiinflammatorisk og kan modvirke ødemet, hvilket kan føre til hurtig og effektiv lindring af symptomerne. Man skal dog kun bruge det hvis der rent faktisk er symptomer at lindre (hovedpine, talebesvær, lammelse osv), for det har ingen selvstændig virkning mod tumorceller og det har – som bekendt – bivirkninger på kort og lang sigt.

Et ødem kan opstå eller forværres i forbindelse med at en tumor vokser. Men ødem kan også opstå efter operation for en hjernetumor eller i løbet (eller efterførløbet-) af et strålebehandlingsforløb, uden at det skal give anledning til bekymring. En af onkologens vigtigste og opgaver er at tolke MR scanningsbillederne i løbet af et behandlingsforløb, så man kan altid drøfte scanningssvar m.m. med sin onkolog.

Mvh
Søren Møller, kræftlæge

Ord du ikke forstår?

Er du stødt på ord, du ikke forstår, kan du måske finde svar i ordlisten

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende, kan du spørge HjernetumorForeningens tilknyttede eksperter om sygdommen. 

Send dit spørgsmål til vores eksperter

Hjernetumorer er forskellige

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.

Få mere at vide om hjernetumorer